fredag den 9. marts 2012

På visit i norden

09-03-2012

Kære alle

Her følger endnu nogle oplevelser fra vesten. Som nævnt i sidste indlæg sagde vi farvel til Gary og Esther i Eugene onsdag den 22. februar for at campere ved Oregon coast. Så onsdagen gik primært med at få noget info omkring campsites ved kysten. Men vi fandt dog også en måde at more os på, eftersom vi aflagde et besøg hos et hippiekollektiv ved navnet ”Alphabit”. Her havde de en lille café og boghandel. Vi havde det meget mærkeligt med at gå derind, fordi det føltes som om man gik ind i et fremmed hjem. Om natten camperede vi ikke langt fra den lille by Florence. Men det var først om torsdagen at vi for alvor fik set Oregon coast fra den smukkeste side. Vi besluttede at køre mod Cape Lookout som ligger lige vest for Portland. På vejen derover svingede vi forbi Sealion Caves, der var sjov lige at se, eftersom man kom et godt stykke ned, og fik en god udsigt til en grotte hvor mange søløver ved kysten holder til. Vi ankom sen eftermiddag ved Cape Lookout, der ligger lige ud til kysten. Det tog kun et par minutter at gå fra vores campingplads ud til stranden hvor man kom tæt på de ret så store bølger.
Fredag var tiden kommet til at tage til den første storby i et godt stykke tid, nemlig Portland. Her skulle vi bo hos Arthurs fars gamle ven Eric, der bor i den nordvestlige del af Portland. Vi hængte ud inde i byen omkring Burnside street om dagen. Her ligger blandt andet den imponerende Powell’s books, den største selvstændige boghandler i verden. Specielt Arthur var yderst begejstret og kunne ikke nære sig for at købe et par filmbøger. Ellers var der også nogle andre hyggelige butikker rundtomkring. Tidlig aften tog vi hen hos Eric for at finde os til rette og spise noget aftensmad. Eric bor i et ret stort hus, der er præget af en rimelig afslappet stemning. Dagen efter tog vi igen ind omkring Burnside street og gik rundt. Heromkring stødte vi på en masse mennesker der kom løbende forbi med kreative kostumer, indkøbsvogne og øl. Da vi spurgte en lokal hvad vi var vidne til, fik vi at vide at det åbenbart var et urbant hundeslædeløb. Der var dog ikke meget konkurrence over det, og det virkede som om det primært gik ud på at blive småsnaldret, hvilket var ret sjovt at se på. Om aftenen tog vi med Eric hen på et pizzasted i Portland der hedder ”Escape from New York Pizza”. Ikke overraskende lavede de her New York-style pizzaer. Det var ret så godt. Efterhånden var det gået hen og blevet søndag, hvilket betød at der også var Oscar-uddelinger om aftenen. Om dagen gik vi rundt på Hawthorne street i Portland der lå relativt tæt på Eric. Her fik vi blandt udrettet at kværne henholdsvis en brownie (Christian) og en bananasplit (Arthur) hos Ben & Jerry’s. Det hænder at vores venner Jonas og Anna fra Danmark også er på roadtrip i USA, og siden de begyndte deres tur i Portland, aftalte vi at mødes med dem om aftenen. Så vi fandt et mexicansk sted der viste Oscars og hængte ud med dem der. Det var hyggeligt at se Anna og Jonas igen og udveksle lidt erfaring omkring bilkøb og høre om deres planer.
Dagen derpå var tiden kommet til at sige farvel til Eric og Portland for at drage op omkring Seattle. Vi valgte dog lige at svinge forbi Multnomah Falls, et ret flot vandfald lidt nord for Portland. Derfra var det direkte videre til Covington, en lille by syd for Seattle hvor en af Arthurs fars barndomsvenner Ed og hans familie bor. Her blev der i den grad pylret om os, og specielt Eds kone Colleen viste meget tydeligt sin begejstring for at få besøg fra Danmark. Familien var virkelig søde og gæstfri blandt andet illustreret ved at de havde stillet en stor gavekurv frem på vores to værelser, med forskellige snacks og drikkevarer. Om aftenen var vi for første gang på turen på et amerikansk steakhouse, med Ed, Colleen og deres børn Chazz og Hilary der begge er i slut-tyverne. Middagen bestod af fire retter, hvilket resulterede i at vi knap nok kunne gå da vi var færdige. Morgenen efter var Colleen så sød at lave vafler med jordbær til morgenmad. Så efterhånden havde vi virkelig fået fyldt vores depoter godt og grundigt op. Det var derfor meget dejligt da vi med Ed, Colleen og Chazz kom ud og så Snoqualmie Falls efterfulgt af en gåtur rundt i Seattle omkring Pike Place Market, et ret kendt sted med en masse fede boder. Blandt andet er deres fiskehandler kendt for at de kaster fiskene til hinanden når nogle køber én af dem. Den originale Starbucks ligger også tæt på, så vi aflagde også et besøg hos den. Dagen derpå tog vi alene ind til Seattle for at gå rundt på 4th og 3rd street som begge er ret centrale. På vejen hjem tog vi ind til REI (Recreational Equipment Incorporated), en butik med alt overlevelsesgrej man kan forestille sig. Dén vi besøgte har et endnu større udvalg end normalt, eftersom det er hovedbutikken for hele kæden. Den var så stor og imponerende at vi i et lille tidsrum blev væk fra hinanden. Dagen efter aflagde vi et besøg hos en af Arthurs gamle familievenner Christina Rosa. Hun bor i Renton, og var på daværende tidspunkt hjemme med sin 1-årige datter Kayla og sin lille hund. Efter at have hængt ud i en rum tid med Christina kørte vi over til en mekaniker i byen Auburn, der havde givet os et temmelig godt tilbud i forhold til at få repareret Suburbanens firehjulstræk. Efter at have afleveret bilen var vores muligheder begrænsede, så resten af dagen bød ikke på de store udflugter. Christian har som bekendt fødselsdag den 2. marts, hvilket det jo var blevet om fredagen. Vi startede dagen med at tage til Black Diamond Bakery med Ed, Colleen og Chaz for at spise morgenmad. Det var virkelig lækkert, og efter en morgenmad dér var man næsten kørende til hele resten af dagen. Christian fik endda en lille fødselsgave af personalet i form af et stort stykke brownie. Dernæst hentede vi vores gamle ven Mirja (Suburban) hos bilmekanikeren, og til vores store glæde virkede firehjulstrækket endelig helt optimalt. Derfra brugte vi næsten hele resten af dagen bare os to, først på at tage i IMAX cinema i Seattle science center, tæt på Space Needle. Filmen var ret uimponerende, men selve set-up’et var meget fedt. Nu vi alligevel var i gang med at se film, tænkte vi at det var oplagt at tage i en anden biograf og se Martin Scorseses nyeste film ”Hugo”, som vi begge var ret glade for. Afslutningsvist tog vi hen til en hyggelig italiensk restaurant ved navn ”Buca di Beppo” og spiste det meste af en enorm portion Spaghetti with meatballs. Da vi kom hjem til familien Holmes stod der en flot chokoladekage som de havde hentet til Christian, hvilket var virkelig sødt.
Til specielt Colleens store sorg, var det lørdag tid til at tage videre fra Covington, for at besøge en anden af Arthurs fars gamle barndomsvenner, nemlig Michael. Han bor i et hus ved Queen Anne Hill i Seattle med sin kone Louise der er arkitekt og skulptør. Så om dagen var vi dygtige turister og tog op i Space Needle og derefter kort forbi The Experience Music Project, der er et kendt museum i Seattle Science Center. Sen eftermiddag ankom vi hos Michael, som bor i et utrolig flot hus. Det var sjovt at hænge lidt ud med ham, blandt andet fordi han og hans kone var så forskellige fra hvad vi havde oplevet i Covington, men de var bestemt også søde. Vi spiste aftensmad på en ret hip restaurant ved navn Sitka & Spruce, hvor man fik en masse små retter, der var ret kreativt sammensat. På vejen hjem kørte vi forbi en hel fantastisk udsigt over Seattle. Morgenen efter spiste vi brunch inde på revel, der mindede en del om Sitka & Spruce i forhold til indretning. Efter at have vist os rundt i kvarteret Freemont, og i Louises atelier, var det blevet tid til at drage mod øst i retning mod Yellowstone National Park.
Nu var det igen blevet tid til at campere i første omgang i Spokane, hvor vi fandt en øde campground. Her hyggede vi os godt med at stege noget lækkert kød, og drikke noget god rødvin som Michael havde givet os med på vejen. Dagen efter gik mest med at køre, blandt andet igennem en del af Montana, der med rette kaldes ”Big Sky Country”. Det var i dén grad fladt og åbent land. Da vi ankom til Yellowstones vestindgang om aftenen, fandt vi ud af at parken var lukket for vinteren, hvilket var en mild skuffelse. Det medførte så at vi fandt et sted at campere og tog mod Sun Valley i Idaho dagen efter, altså tidligere end ellers planlagt. Vi ankom i byen Ketchum om eftermiddagen. Ketchum ligger et stenkast fra Sun Valley og her bor Pam, som vi bor hos nu. Hun er ejendomsmægler og hendes mand Lori er håndværker. Om aftenen spiste vi middag med dem og to af deres venner, som er et par fra New York. Det var rigtig fint, og vi blev endda inviteret af Bob og Elaine til at komme og bo hos dem på Long Island, når vi kommer over til New York. Om onsdagen lånte vi et par snesko af Pam, og gik en lang tur op på toppen af et af bjergene tæt på. Her kunne man for alvor få en god udsigt over Sun Valley og Rocky Mountains. I går lejede vi et par snescootere og kørte mod byen Stanley. Det var sjovt at prøve og udsigten over de sneklædte bjerge var igen fantastisk. Om aftenen havde Pam og Lori gæster. De var et par, og eftersom konen havde danske rødder havde hun både snaps og flødehavarti med. Det havde vi ikke haft fantasi til at vi kom til at indtage i Idaho. I dag er det igen blevet tid til at drage videre. I hører fra os igen når vi har arbejdet os hen til Chicago om et par uger.

Kærlig hilsen

Christian og Arthur











































Eric




Anna og Jonas












Ed, Colleen, Arthur og Christian





Agent Cooper ville være henrykt.


Kayla


Christina






Chaz










Flot fødselar.






















Michael

Louise
































Big Sky Country





















Pams mand Lori





Pam


1 kommentar:

  1. Well, believe or not, I have three pictures from your own trip to add to your blog. Well, in fact, Pam (Swift Goetz) just sent them to me from Sun Valley. Problem is I don't know how to attach them to this message. So it'll have to be another day. Nice pictures, though.

    SvarSlet