Chrillefar og Delay-musen i USA: The road to the east

02-04-2012

Goodmorning y’all!

Så har vi i dén grad været ”on the road” i omkring tre ugers tid. Da vi forlod Pam og Lori i Sun Valley, var det den sidste gang i et godt stykke tid, at vi kom til at sove i en egentlig seng. Vi startede med at tage længere op nordpå. Her camperede vi, og så Big Hole National Battlefield og Bannack State Park om lørdagen. Ved Big Hole ligger det sted hvor et stort antal indianere (Native Americans), blev dræbt af den amerikanske hær, bl. a. som konsekvens af at man fandt guld på deres territorium. Museet var ret fint og forklarede godt historien bag det hele. I Bannack ligger en ghost town der engang husede cirka 10.000 indbyggere. Det var spændende at se og virkelig velbevaret, en vaskeægte wild west oplevelse. Derfra var det videre mod Grand Teton National Park der ligger lige over grænsen til Wyoming. På vejen kom vi forbi byen Jackson Hole der var meget livlig, hvilket medførte at vi tog en lille gåtur rundt. Da vi ankom til Grand Teton var campingpladsen lukket for vinteren, så vi måtte sove i bilen på en parkeringsplads i parken. Det viste sig at være den hidtil koldeste nat på turen, og det var næsten en lettelse da en Ranger vækkede os klokken halv 7 om morgenen for at finde ud af hvad i alverden vi dog lavede helt alene på den parkeringsplads. Han var dog utrolig flink og da vi forklarede at vi skulle sydpå spurgte han om han ikke kunne komme med. Efter at have nydt udsigten til de flotte Teton Mountains var vi dog også enige om at det måtte være nok med den kulde, så vi kørte hele dagen, først over grænsen til Idaho, så til Utah og til sidst til Nevada. Altså fire stater på en dag. Da vi ankom til Bonneville Racetrack i Nevada var vi også godt tilfredse med temperaturen. Bonneville Racetrack er et kæmpestort saltstykke lige over grænsen til Nevada, der er blevet brugt til at bryde adskillige hastighedsrekorder på land. Da vi ankom, var det skumring, hvilket var virkelig smukt. Ellers fandt vi en KOA (Kamping Of America) hvor vi overnattede. Vi var så begejstrede for Bonneville at vi også kørte derhen mandag den 12. om morgenen. Men vi blev også nød til at komme videre, så vi kørte mod Carson City i Nevada, hvor vi fandt en campingplads tæt på byen. I Carson City havde Colleen fra Seattle fortalt os, at der var en del fede ghost towns. Byen vi så om tirsdagen var ikke en ghost town, men der var ret meget wild west over den. Vi tog nemlig til Virginia City, der er en gammel guldgraverby. Her var en del specielle og sjove butikker som vi brugte lidt tid på at kigge igennem. Derfra tog vi til Lake Tahoe der ikke ligger alt for langt fra hvor vi var. Der var faktisk ret flot, men ikke med uanede mængder af ting at lave, så der gik ikke lang tid før vi tog videre til Yosemite National Park i Californien. Vi ankom om aftenen og sov et lille stykke fra Yosemite Valley. Om onsdagen var vi så i Yosemite National Park, som vi havde hørt meget om. Og dalen var faktisk også ret smuk. Specielt Yosemite Falls havde en flot vandretur. Vi brugte næsten hele dagen på at komme op på toppen af vandfaldet, men det var helt klart turen værd, eftersom udsigten var ret så smuk. Vi besluttede at det var smartest at sove i Yosemite endnu engang før vi tog videre. På grund af at vi fandt ud af, at bilen ikke var blevet ordentlig registreret måtte vi tage til en DMV (Department for Motor Vehicles) om torsdagen på vores vej østpå. Heldigvis var der intet besvær og begrænset ventetid hos DMV’en i Fresno, så vi fik endelig fikset registreringen og nye nummerplader på bilen. Efter det praktiske ærinde kunne vi endelig begynde vores tur østpå. Vi nåede dog ikke ud af Californien og camperede i en KOA lige før grænsen til Nevada med en helt fantastisk udsigt. Hele dagen efter brugte vi på at køre igennem Nevada i retning mod Zion National Park. Vi fik dog set det helt igennem bizarre Area 51, hvor der påstås at have været flyvende tallerkner. En anden ting vi lagde mærke til i løbet af turen gennem Nevada, var det store antal reklamer og skilte for tilsyneladende faldefærdige bordeller. Ét sted tog dog førstepladsen, nemlig det endnu ikke åbnede ”Alien Cathouse”, åbenbart et såkaldt ”Intergalactic Brothel”. Ja, tænk engang, et sådant sted åbner inden længe ”in the middle of nowhere” i Nevada. Vi kom dog over grænsen til Utah, og fandt en Walmart-parkeringsplads tæt på Zion. Fredag den 17. var det St. Patrick’s Day, så vi stoppede i et kort stykke tid i byen ved Zion National Park og så et gadeoptog. Det var ikke specielt spektakulært, men meget underholdende. Til gengæld var Zion NP ret så spektakulær. Vi tog den vandretur der hedder ”Angel’s Landing”. Den brugte vi en del tid på, så da vi var færdige betalte vi for en campingplads i Zion og sad og så film på computeren om aftenen og sov i bilen. Pams mand Lori havde anbefalet en masse nationalparker i Utah, og Zion var kun den første af dem, så om søndagen kørte vi til Bryce Canyon National Park. Her var der desværre en del sne, men det var dog stadig virkelig smukt. Dog var der ikke så mange mulige vandreture, så vi besluttede at køre længere nordpå til Moab, hvor der også ligger nogle ting vi gerne ville se. Vi ankom ved Moab om aftenen, og startede den følgende dag med en god, ”sund” morgenmad på Moab Diner. Derefter tog vi til Hole ’N’ the Rock, som er et hjem en dansk/amerikaner har bygget i en klippe. Faktisk viste det sig at manden der nu ejer stedet er fra Herning, så vi fik talt en del dansk med ham. Senere tog vi til Arches National Park, som overraskede os begge positivt. Vi var enige om at det faktisk var en af de tre flotteste nationalparker vi havde set. Vi tog vandreturen op til Delicate Arch, der ifølge Turen Går til USA er den flotteste af ”The Arches”. Herfra var udsigten helt fantastisk. Da vi var færdige kørte vi sydøst til Colorado ved Mesa Verde National Park, som vi så den 20., altså om tirsdagen. Vi havde regnet med at der ville være varmere, eftersom det er længere sydpå, men der var tværtimod godt og grundigt koldt. Heldigvis var Mesa Verde ret interessant. Det er et af de mest velbevarede Native American habitater i USA. Det var spændende at se hvordan de levede for godt 200 år siden. Temperaturen opmuntrede os ikke just til at blive der alt for længe, så vi tog videre til Santa Fe i New Mexico samme dag. Da vi krydsede grænsen til New Mexico gik det for alvor op for os at vi var ”Far South”, eftersom der praktisk talt var skudhuller i alle vejskiltene. Vi sov på en KOA ved Santa Fe om aftenen og så byen om dagen. Den var slet ikke som vi havde regnet med at den ville være, men ret fed ikke desto mindre. Blandt andet er både det ældste hus og den ældste kirke i USA beliggende i Santa Fe, som var meget fedt at se. Ellers er det helt klart en kunst-by hvor blandt andet gaden Canyon street huser en hel del gallerier. Dog var der ikke helt så ”tropisk” som vi kunne have trængt til, så vi besluttede os at tage videre østpå mod Chicago samme dag. Vi sov på en Walmart-parkeringsplads i Amarillo, Texas om aftenen, og så Amarillo torsdag den 22. marts. VI konstaterede relativt hurtigt at der ikke var det store at se ”down-town”, så vi tog på ”The Big Texan Steak Ranch”, hvor man kan få kan få en 72 ounze steak gratis, hvis man spiser den indenfor en time. Vi gav os dog ikke i kast med dette vanvittige projekt, men vi var så heldige at se én mand der forsøgte, da vi var der. Han gav dog op efter en halv time, hvilket nok var for det bedste. Vores 8 ounze steaks så ikke ud af meget ved siden af hans. Men mætte blev vi, og vi tog videre østpå og stoppede denne aften i Oklahoma City, Oklahoma. Vi forventede ikke meget af hovedstaden i Oklahoma, men der var faktisk ret livligt en torsdag aften. Desværre kunne vi ikke bruge det til så meget da Arthur endnu ikke er 21, men det var også meget hyggeligt bare at gå rundt. Vi tog videre i retning af Chicago den 23. Denne dag kom vi over grænsen til Missouri og camperede ved St. Louis. Vi gik rundt i St. Louis om lørdagen, hvis primære attraktion er den flotte Gateway Arch. Ellers forsøgte vi os lidt med at besøge de forskellige kvarterer, men uden at føle at der var uendelig inspiration at finde i byen, så vi tog videre mod Chicago om aftenen. Vi camperede ved en Walmart efter noget af vejen. Efter flere ugers forsøg, fik vi heldigvis endelig fat på vores kontakter i Chicago, Lucia og Waud, samme dag som vi ankom, nemlig den 25. De bor i Hyde Park og har en gæstelejlighed som de var så søde at lade os bo i alene. Vi brugte resten af søndagen på at falde til rette i lejligheden og lave noget af vores uovertrufne dåsemad fra Walmart. Mandag fik vi gået lidt rundt i vores kvarter, Hyde Park, men fik selvfølgelig også set downtown Chicago. USA’s højeste skyskraber, Willis tower (tidligere Sears tower), ligger i Chicago, så vi var oppe på deres Skydeck på 103. etage. Herfra fik man noget af en udsigt over byen. Ellers gik vi rundt på den berømte Michigan avenue også kaldet The Magnificent Mile på grund af dens fancy butikker. I Chicago er der sjovt nok mange Chicago-style pizzaer (deep-dish pizza), så om aftenen tog vi hen til den restaurant hvor deep dish-konceptet i sin tid oprindede, nemlig UNO’s pizzeria. Vi var begge begejstrede for stedet, der faktisk var ret småt. Tirsdag prøvede vi først at finde en barbershop. Det lykkedes at finde én tæt på Hyde Park boulevard. Det var sjovt at prøve at sidde i en autentisk, amerikansk barbershop, hvor vi var de eneste hvide mennesker. Ellers spadserede vi også bare rundt downtown resten af dagen. Man kan bruge lang tid bare på at kigge på bygningerne i Chicago, der næsten alle er smukke på deres egen helt unikke måde. Onsdag den 28. blev vi inviterede til morgenmad af Lucias søn Robert, der bor i samme lejlighedskompleks som os. Vi endte med at bruge hele dagen på at blive vist rundt i forskellige kvarterer, vi ellers aldrig ville have besøgt af Robert og hans ven Dale. Blandt andet blev vi inviteret på en bar i Chicagos south side, som i dén grad må siges at være en ghetto. Arthur fik tilladelse til at drikke en øl i baren, af ejeren der mest af alt mindede om en rigtig gangsterboss. Det var ikke den mest aktive dag, så vi var meget glade for at have muligheden for at gå lidt rundt for os selv omkring University of Chicago om aftenen. De har nogle helt vilde faciliteter. Helt klart en Ivy League skole. Om torsdagen hængte vi ud med Tim fra San Franciscos ven Clint der først viste os hans kontor på 80. etage i Willis tower før vi spiste noget frokost med ham. Om aftenen spiste vi med ham på den italienske restaurant Tuscany, hvorefter vi tog på en lille bar i området og drak nogle øl. Her var der også folk på vores alder, og vi faldt blandt andet i snak med Ashley, som vi havde meget skæg ud af. Dagen derpå delte vi vores tømmermænd med Clint, der viste os lidt rundt i byen og introducerede os for hans søde kone og børn. Om aftenen spiste vi middag med Lucia, Waud og Robert på en thai-restaurant i Hyde Park. I forgårs bevægede vi os så i retning mod Washington D. C., hvor vi nu bor hos Ron Gunn. På vejen stoppede vi i Columbus, Ohio, hvor Rons datter bor. Vi spiste brunch med hende og hendes kæreste før vi tog videre. De var søde og meget kritiske overfor visse ting ved USA, hvilket var interessant at høre. Efter at være blevet vist lidt rundt i Columbus, der huser USA’s største universitet, Ohio State University, tog vi videre mod Ron, der bor i Virginia, lige ved grænsen til District of Columbia.

Næste gang I hører fra os er der nok ikke så forfærdelig langt til vi kommer hjem igen.

Kærlig hilsen

Christian og Arthur