tirsdag den 21. februar 2012

CA, AZ, UT, CA & OR

22-02-2012

Kære alle

Så er det atter lykkedes os at være i USA i en rum tid. Som tidligere nævnt rejste vi mod Grand Canyon tirsdag den 7. februar. Vi valgte først at aflægge et besøg i Palm Springs, hvor den klare hovedattraktion var outlets i spandevis. Vi formåede at bruge et par timer på at kigge dem igennem, inden vi forlod byen bestående af vindmøller, golfbaner og outlets for at ankomme til Lake Havasu City om aftenen, der ikke overraskende ligger omkring den imponerende sø Lake Havasu. Dagen efter lejede vi, på Christians anbefaling, to jetski som vi kørte rundt med ude på søen. Det havde vi det utrolig skægt med og fire timer fløj hurtigt af sted. En sjov ting ved Lake Havasu City er også at en amerikaner i sin tid har købt den gamle London Bridge og fået den genrejst sten for sten over Lake Havasu.
Vi tog fra Lake Havasu City sen eftermiddag i retning mod Grand Canyon. Det gik op for os at vi havde mulighed for at køre ad Route 66 noget af vejen. På trods af at det er en lille omvej valgte vi at gøre det. Det var en flot tur om natten, da der var en stor fuldmåne og månen lå helt nede ved horisonten. Da vi, ikke langt fra Grand Canyon, steg ud af bilen fik vi dog et mindre chok, eftersom temperaturen var markant lavere end ved Lake Havasu. Så der vi skulle sove i bilen på en campground ved Grand Canyon var det en halvkølig fornøjelse. Men det var dog det hele værd dagen efter, da man ikke kan undgå at blive imponeret over Grand Canyon. Vi valgte at gå en tur ned af en sti der hed ”The Kaibab Trail” hvorfra der var en fantastisk udsigt. Udover vand var vores oppakning ikke-eksisterende, men vi formåede alligevel at komme et godt stykke ned, med andre ord til ”Skeleton Point” hvorfra vi kunne se Colorado-floden. Turen op gav os lidt sved på panden, men da vi havde klaret det og var kommet tilbage til bilen, var det op på hesten igen og videre til Monument Valley der ligger lige over grænsen til Utah. Vi formåede at finde en campground ikke så langt derfra som var fuldstændig øde. Her var temperaturen igen lettere frisk. Da vi tog til Monument Valley morgenen derpå var vi så heldige at være de eneste gæster overhovedet. Så der var dejligt stille på vores tur ad ”Wildcat Trail” der varede i et par timer. Monument Valley var bestemt også et besøg værd. Så efter at have ”campet” i et par dage var det nu tid til at komme til Las Vegas, der i den grad må siges at være en anderledes og syret oplevelse. Da vi ankom til valet-parking omkring en 21-22 tiden, skete der det at vi fik at vide at bilen lækkede, hvilket vi på ingen måde orkede at skulle tage os af på det givne tidspunkt. Så vi fik bilen parkeret, checkede ind på MGM Grand Hotel, og begav os ud på The Strip for at danne os et lille overblik over byen. Vi var enige om at det var et ret så mærkelig neon-oplevelse med masser af fulde mennesker, escort-piger og politi over det hele. Dagen efter at være ankommet i Las Vegas fik vi nogle mekanikere til at kigge på bilen der igen gik i gang med at lække da vi startede den. Årsagen til lækket var en revne i radiatoren hvilket medførte at vi skulle have en helt ny af slagsen. Heldigvis tog de to selvstændige mekanikere ikke så meget for det selvom de virkede dygtige. Så vi fik altså bilen fikset og brugte endnu en aften i Las Vegas før vi dagen efter tog tilbage mod Los Olivos. Undervejs stoppede vi dog kort ved Hoover Dam, som var meget sjov lige at se kort.
Vi brugte to dage omkring Santa Barbara på blandt andet lige at få ordnet nogle praktiske ting. Vi fik endelig også lejlighed til at besøge den lille ”danske” by Solvang som vi begge havde det meget sjovt over eftersom de virkelig havde ramt helt skævt på nogle punkter i forhold til at prøve at være danske. Den 15. var vi igen klar til at tage videre nu imod San Francisco. Her kørte vi af den helt fantastiske Highway 1 der tog os nordpå langs kysten. Vi ankom til San Francisco om aftenen og valgte at spise aftensmad ved Fisherman’s Wharf-kvarteret, altså ved havnen. Der fik vi at vide at der lå en campground tæt på Golden Gate broen, men det var dog et rent gedemarked at finde frem til noget der lignede en campground hvilket resulterede i at vi kom til at køre over Golden Gate 2 gange. Oven i hatten viste det sig man skulle betale en afgift for at køre over broen den ene vej, men i sidste ende besluttede vi at sove på motel ved Fisherman’s Wharf, hvilket var fint. Dagen efter fik vi til at gå med at spadsere rundt ved Fisherman’s Wharf, som er rimelig turistet men hyggeligt. Senere på dagen tog vi til Chinatown, der i den grad må siges at være sjovere at se end den tilsvarende i LA. Om aftenen havde vi en aftale med en af Arthurs fars venners datters venner. Så det var nærmest hvad man kan kalde en 5-håndskontakt. Vi spiste aftensmad med Tim, der bor ret centralt i San Fran, på et stille og roligt sted, hvorefter vi tog på en bar hvor der var en del collegestuderende. Efter at Tim var taget hjem med sin kæreste endte vi med at spille ”beer-pong” med amerikanske collegestuderende og havde en virkelig sjov aften. Dagen efter var vi jævnt færdige, men fik alligevel gået os en rask tur langs kysten op til Golden Gate, for derefter at vende tilbage til motellet, hente bilen og tage til Haight street, som er hjemsted for San Frans gamle hippie-kvarter. Det var et ret skævt og funkyt sted med en del alternative butikker med sjovt tøj og tilbehør såvel som en del smoke-shops. Efter at have spist noget sen frokost var vi klar til at tage videre op nordpå for at se den første Redwood Nationalpark kaldet Elk Prairie Redwood Park. Vi ankom om aftenen og sov i bilen i en campground der var tilknyttet parken. Dagen derpå gik vi en frisk tur af Zig Zag trail gennem en frodig skov, selvfølgelig med en masse redwoodtræer. Efter vi havde gået turen og var på vej videre til Jedediah Smith Redwood Park, så lur os om vi ikke så gode gamle Ask og Oscar fra Danmark komme gående et lille stykke væk. Vi havde aftalt at møde dem i Crater Lake National Park i Oregon dagen efter, men at vi mødte dem i lige netop dén redwoodpark var helt tilfældigt, men selvfølgelig en dejlig overraskelse. Så efter at have snakket lidt kørte vi samlet op til det sted hvor Ask og Oscar havde stillet deres telt for at de kunne pakke det sammen og køre med os til Jedediah. Her fandt vi også en campground, og brugte aftenen på at grille nogle pølser over et halveffektivt grillsted. Næste dag besluttede Ask og Oscar at tage til nærmeste by for at kigge efter campingudstyr, mens vi gik en tur i Jedediah Smith. Her var også smukt, og træerne var oven i købet større end i Elk Prairie. Efter gåturen begyndte vi at køre mod Crater Lake, som ligger et lille stykke over grænsen til Oregon. Hvor vi i et par dage havde været vant til fugtigt og mudret vejr, skulle vi nu vænne os til en solid portion sne. Efter at have set den kæmpestore Crater Lake, som er en sø i et gammelt vulkankrater, fandt vi et sted at campere for natten. Vi havde dog lidt problemer med at komme derhen, eftersom vores bil valgte at grave sig ned i sneen. I denne forbindelse fandt vi ud af at firehjulstrækket på bilen ikke virkede, hvilket var småirriterende, specielt i denne sammenhæng. Men vi blev dog trukket fri af en venlig sjæl og kom over til området hvor vi havde fået lov til at campere. Her var også et amerikansk par, der skulle flytte til Oregon. Vi sad det meste af aftenen ved bålet og grillede pølser mens vi talte med dem. De var utroligt søde og vi var enige om at de var nogle af dem der repræsenterede den gode side af USA, også mht. deres holdninger. Morgenen efter vågnede vi op til synet af at bilen var dækket af sne. Ask og Oscars telt var også blevet ramt af en pæn bunke. Men efter at have lånt en sneskovl og en kost i en rum tid, besluttede vi at leje nogle snesko og køre op til Crater Lake. Det viste sig at være en god idé da det på den ene side var et flot syn og på den anden side var god motion.
Derefter skiltes vores veje med Ask og Oscar eftersom vi skulle op og besøge Arthurs forældres gamle venner Gary og Esther der bor i et idyllisk hus i Eugene. Gary og Esther var gæstfri og det var dejligt at få husly i et par dage og se den hyggelige by Eugene som er hjemsted for University of Oregon, der besidder et stort campusområde og imponerende sportsfaciliteter. Næste skridt bliver at tage et par dage ved den efter sigende flotte Oregon Coast og derefter at tage til Portland.
I hører fra os lige straks.

Kærlig hilsen

Christian og Arthur

 Det yderst glimrende sove-arrangement bag i Chevy'en.
 Lake Havasu


 Campground ved Grand Canyon



























 Eneste gæster på campground ved Monument Valley.




























 Påståede dinosaurspor.





































 Udsigten på vej til San Francisco




































 Tim

 Bedste stemningsbillede fra aftenen.





 Elk Prairie Redwood Park











 Ask
 Jedediah Smith Redwood Park












 Crater Lake




(fra venstre) Christian, Ask, Arthur og Oscar.


 En lille portion sne om natten må man sige.





 Hjemme hos Gary og Esther



 Esther
 Gary



Gus

4 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  2. A treat to tag along. See places I haven't seen in years and others I've never been to. Keep it up.

    SvarSlet
  3. I gør det godt! A+ for billeder af dyr.

    SvarSlet