Hej derude!
Så har vi været ovre i Californien i en god uges tid, og det må siges at alt næsten går som smurt, trods noget modvind i starten. På vores vej over til Los Angeles International Airport (LAX) mellemlandede vi nemlig to gange: En gang i Reykjavik, Island og en gang i Seattle, USA. Da vi ankom til Seattle skulle vi igennem customs (immigration), for at vi kunne komme videre til vores fly mod LAX. Eftersom Arthur er amerikansk statsborger, var han igennem customs i løbet af 5 minutter, alt imens det tog Christian lidt længere tid, nærmere sagt to en halv time. De amerikanske myndigheder virkede langt fra begejstrede for at Christian skulle være i USA i tre måneder, hvilket resulterede i at de trak ham ind til hvad der kunne minde om et tredjegradsforhør, hvor alle spørgsmål man kunne forestille sig blev stillede. I mellemtiden sad Arthur og blev mere og mere nervøs for at Christian ikke ville blive lukket ind i landet, og hvad skulle vi så gøre? Men langt om længe var vi kommet helskindede ind i USA, men havde dog misset flyet, hvilket resulterede i at vi fik en flybillet til morgenen efter og derfor måtte sove på hotel.
Den 28. kl. 9 om morgenen amerikansk tid ankom vi endelig til LAX, hvor klimaet var en dejlig kontrast i forhold til København, Reykjavik og Seattle. Fra lufthavnen tog vi en bus til Santa Barbara, hvor der ikke gik lang tid før vi blev hentet af Christians onkel Finn, der bor en halv time fra Santa Barbara i en lille by der hedder Los Olivos. Derfra var det lige på og hårdt, eftersom vi havde 10 minutter til at pakke en rygsæk hos Finn før vi tog op i bjergene hos en af Finns venner John Cody, der har et hus deroppe som han helt selv har bygget. Vi kørte derop i tre separate Dune Buggys. Den ene med os to, den anden med Finn og den tredje med Finns ven Bill. Stedet, så vel som naturen der omringer det, er utrolig smukt. Vi brugte lørdagen og noget af søndagen deroppe før vi tog tilbage til Los Olivos. Her gik det hurtigt op for os hvor meget vi havde brug for en bil, da det mildest talt er meget begrænset hvad man kan tage sig til i denne lille by, der nærmest kun består af vinsmagningssteder (det er blandt andet i Los Olivos at noget af filmen ”Sideways” foregår).
Så mandag og tirsdag brugte vi det meste af tiden på at kigge på biler inde på hjemmesiden craigslist.org. Og heldigvis fik vi hjælp af Finns ven Jordan om tirsdagen. Jordan er mekaniker, og der gik ikke lang tid før han fandt en Chevrolet Suburban fra ’94 til 2700 $. Vi kiggede på den om onsdagen og efter at have fået grønt lys fra Jordan omkring bilens tilstand, besluttede vi os for at købe den. Når man er ovre i USA kan man jo ligeså godt tage den amerikanske oplevelse hele vejen igennem. Så efter at have ordnet bilforsikring med Finn, havde vi simpelthen vores helt egen bil som vi kunne køre hen hvor det passede os.
Torsdag brugte vi i Santa Barbara, som er en meget behagelig by at være i. Dagen efter brugte vi på at få optimeret bilen hos en mekaniker, efter at han havde foretaget et servicecheck. Derefter tog vi ind til Los Angeles, hvor vi mødte Arthurs gamle klassekammerat fra Frankrig, Eskild som går på UCLA. Efter at have hentet ham, tog vi hen til Santa Monica, hvor vi brugte resten af dagen. Der var en flot gågade, strand og generelt en afslappet atmosfære. Efter at have sagt farvel til Eskild, besluttede vi os for at campere i bilen tæt på LA, i stedet for at køre hele vejen til Los Olivos og så tilbage igen. Så vi fandt en RV camping ground ved Malibu Beach, hvor vi overnattede i Chevy’en. Vi sov glimrende og udsigten udover havet var fantastisk at vågne op til.
Lørdag stod den på LA. Vi startede med Hollywood, mere præcist Vine Street, hvor Capitol Records Building ligger. Herfra gik vi ned af Hollywood Boulevard, som var meget sjov at se kort, men anstrengende i længden mest på grund af den turistede atmosfære og de mange mennesker der prøvede at sælge os billetter til deres tourbusser, der kørte rundt til de kendtes villaer. Til frokost tog vi hen til Umami Burger på La Brea Avenue, som specielt Arthur havde glædet sig meget til. Det var bestemt ingen skuffelse. Dernæst besøgte vi LACMA (Los Angeles County Museum of Art) der ligger i West Hollywood. Vi var begge glade for at besøge det, eftersom de på den ene side havde en fed samling, men også fordi selve stedet var ret så flot. Afslutningsvist besøgte vi kort downtown LA, hvor bl.a. Walt Disney Concert Hall og Chinatown ligger. WDCH er en ret imponerende bygning, på grund af dens bølgede og fragmenterede arkitektur. Chinatown var til gengæld ret nedslidt og syret. Men vi syntes alligevel det var sjovt at se.
Nu er vi tilbage i Los Olivos. Vi regner med for alvor at starte vores road trip på tirsdag hvor vi først og fremmest kører til Grand Canyon og Monument Valley, for senere at tage til Las Vegas.
Håber I har det godt derhjemme.
Kærlig hilsen
Christian og Arthur
Google translated it all for me :D Looks amazing Arthur!! I'll be keeping up to date!
SvarSlet